Asbest og fiberbundet eternit

Asbest er trådformede mineraler, som er velegnet til isolering og har været brugt i bremse- og koblingsbelægninger, brændhæmmende beklædning, pakningsmateriale, isolering og eternitplader.

Asbestholdigt affald kan ikke genanvendes og støvet fra affaldet er sundhedsskadeligt og kan give lungesygdomme. Støvende asbest er farligt affald, mens ikke støvende asbest (fx eternitplader) skal afleveres til deponering.

Langt den største mængde asbestholdigt affald, som afleveres på genbrugsstationerne er gamle eternitplader. Nye fiberbundne eternitplader indeholder ikke asbest, men de håndteres som var de asbestholdige, da det er vanskeligt at se forskel på pladerne. Asbestpladerne stables i en separat container. Det er vigtigt, at pladerne ikke smides ned i containeren, da støvet derved kan forurene omgivelserne.

Rørene i gamle varmesystemer kan være isoleret med asbestholdigt isolering. Ved renovering af sådanne systemer skal isoleringen pakkes ind i plast og afleveres til deponering.

Asbestholdigt affald og fiberbundet eternit transporteres til deponering på behandlingsanlægget i Glatved, hvor det deponeres på en særskilt deponeringscelle.