Imprægneret træ

Træ, som benyttes i udendørs konstruktioner, er oftest enten tryk- eller vakuumimprægneret. Træet imprægneres for at mindske risikoen for svampe og bakterieangreb, der nedbryder træet.
Imprægneringsmidler indeholder tungmetaller som arsen, kobber, krom, tin og borsalte samt tjæreprodukter.

De trykimprægneringsmidler der benyttes i dag er typisk kobber og borsalte. Siden 1993 har det været forbudt at anvende arsenholdige imprægneringsmidler i Danmark. Da imprægneret træ har en levetid på ca. 30 – 40 år indeholder meget af det imprægneret træ, som i dag afleveres på genbrugsstationerne arsen, som er meget sundhedsskadeligt.

Jernbanesveller samt ældre elmaster er imprægneret med creosot, som indeholder yderst farlige og kræftfremkaldende stoffer.
Trykimprægneret træ og creosotbehandlet træ sorteres for sig på genbrugsstationen og eksporteres til forbrænding på tyske kraftvarmeværker, der har godkendelse til at forbrænde denne type affald.